Svært ved at gennemskue dine transportpriser? Som importør ved du måske allerede, at totalprisen for et produkt udgøres af tre omkostninger: prisen for produktet, som du betaler din leverandør, prisen for transporten, som du betaler en speditør, og prisen for told og evt. moms på godset, som du betaler dine lokale told- og skattemyndigheder. Denne artikel beskæftiger sig med den del af omkostningen, som relaterer sig til transporten.
Transportprocessens opbygning
Uanset om du er ny i transportbranchen, eller om du allerede har en smule erfaring med international handel, så ønsker vi med denne artikel at give dig indsigt i transportprocessen og på baggrund af denne give dig det fulde overblik over, hvordan transportpriser udregnes, så du fremadrettet ikke bliver overrasket over uventede omkostninger.
For bedst muligt at forstå dine fremtidige tilbud og fakturaer er det et godt udgangspunkt at starte med transportprocessen, som alle transportpriser i bund og grund er bygget op omkring. Når du kender transportprocessen, vil du samtidig få et bedre indblik i, hvilke dele af den du betaler for og hvornår.
Ligemeget om du handler oversøisk eller inden for Europa, med sø, luft eller vej, så vil transportpriserne altid være bygget op omkring de 7 elementer i transportprocessen.
- Afhentning
- Eksport fortoldning / udførsel
- Eksport håndtering af godset
- Selve fragten
- Import fortoldning / toldbehandling
- Import håndtering af godset
- Levering
Det er ikke altid alle elementer, der indgår i dine transportomkostninger, da dette for oversøisk transport typisk vil afhænge af de incoterms, du og din leverandør har valgt at handle på, og ved transport inden for Europa, vil afhænge af hvor meget gods du har. Læs med nedenfor, hvor vi udpensler hvilke elementer i transportprocessen, du betaler for hvornår.
Hvad indgår i prisen, og hvad gør ikke?
Når du er ude og lede efter en pris på at få dine nyindkøbte varer hjem, kan det være forvirrende at holde styr på hvilke omkostninger, som er inkluderet i speditørens pris og hvilke, som ikke er. Nedenfor forsøger vi at specificere hvilke omkostninger, der typisk indgår samt hvornår.
Oversøisk transport
Ved oversøisk transport har du to måder at få dit gods hjem på: søfragt og luftfragt.
Hvilke af de 7 elementer i transportprocessen, der vil indgå i dine transportomkostninger, afhænger som nævnt af, hvilke incoterms eller handelsbetingelser du og din leverandør har aftalt at handle på. Dette skal fremgå tydeligt af din faktura og indikerer, hvornår ansvaret for godset samt omkostningerne for transporten overgår fra din leverandør til dig.
Incoterms
Nedenfor specificerer vi, hvilke omkostninger du bærer, alt efter hvilke handelsbetingelser du handler på. Ved import er de mest brugte incoterms FOB og EXW, og til eksport handles der typisk på DAP eller CFR terms. Herunder kan du blive klogere på de fire:
FOB: Når du booker en FOB-transport hos din udvalgte speditør, så er din leverandør ansvarlig for de lokale omkostninger, dvs. punkt 1 til og med 3 i transportprocessen. Du vil derfor kun skulle betale for fragten, import fortoldningen, import håndtering og levering til din specificerede adresse i Danmark.
EXW: Handler du i stedet på EWX-terms, så er du ansvarlig for hele transportprocessen og holder derfor også samtlige omkostninger i transportprocessen. Dvs., at en transportbooking vil indbefatte alle transportomkostninger fra din leverandørs dør i f.eks. Shanghai, Kina til din dør i Danmark
CFR er et eksport-term, som basalt set er en ‘omvendt’ FOB. Her afholder du som eksportør omkostninger fra din dør i Danmark til havnen i modtagerlandet, men risokoovergangen til køber sker allerede, når godset passerer skibets ræling. Ved ankomst i modtagerhavnen skal køber selv afholde de lokale omkostninger, dvs. import fortoldning, import håndtering og hjemtransporten.
DAP er ligeledes en handelsbetingelse, som bruges i forbindelse med eksport. Her er du som eksportør ansvarlig for hele transporten, herunder at arrangere levering til din købers adresse i det pågældende land. Den eneste omkostning, som din køber holder er til tolddeklareringen (og eventuel told).
Læs mere om de forskellige incoterms her.
Fælles for de fire ovennævnte incoterms er, at de udelukkende er udtryk for, hvem der afholder hvilke omkostninger i forbindelse med transporten. Herudover vil du typisk have mulighed for at tilkøbe en transportforsikring og på den måde forsikre dit gods, mens det er i transit.
Med hensyn til told på dine importerede varer, så skal du selv undersøge med din lokale toldmyndighed, hvor stor denne afgift er. Denne omkostning har ingen relation til selve transporten og opkræves først, når du har fået dine varer hjem – typisk den 16. i den efterfølgende måned, hvis du er importregistreret med SKAT’s sikkerhedsstillelsesordning, som desuden er den mest populære løsning.
Vejtransport inden for Europa
Inden for Europa foregår stort set alt transport med lastbil. Dette kaldes også ‘almindelig vejtransport’. Denne type service er altid dør-til-dør (EXW), og den vil derfor altid inkludere afhentning og levering. Men hvis du som kunde skal importere en større mængde gods (det der svarer til ca. 3 paller eller derover), så vil du ofte kunne slippe for omkostninger til punkt 3 og 6 i transportprocessen (håndtering af godset), da dit gods vil blive afhentet og leveret direkte med den store eksportbil uden omlastninger. ‘Eksportbilen’ bruges om den lastbil, der kører mellem lageret nærmest afhentning og lageret nærmest destinationen, hvorfra det leveres med en anden – typisk lidt mindre – lastbil. Det samme gælder afhentning.
For vejtransport inden for Europa vil en pris fra en speditør typisk indbefatte selve transporten fra A-B + toldbehandling. Det, som typisk ikke er inklusiv i prisen, er hvis du f.eks. skal bruge en lift til at læsse og losse godset, eller hvis du ønsker afhentning eller levering på to eller flere forskellige adresser. Derudover vil det typisk koste ekstra, hvis du ønsker afhentning eller levering i et specifikt tidsrum eller har brug for en særlig hurtig transport. Ergo, alle tænkelige former for specialhåndtering af dit gods, vil ofte skulle tilkøbes som en ekstra service hos speditøren/vognmanden, når du laver din transportbooking.
Der er hverken told eller moms på dine varer, når du importerer fra lande i EU, dette skyldes vores fælles toldunion, hvor blandt andet varer kan bevæge sig frit. Her du du læse mere om transport inden for Europa.
Hvordan udregnes priserne ved oversøisk transport?
Hvis man holder sø- og luftfragt op mod hinanden, vil prisen afhænge af ruten samt godstype. Dette skyldes, at skibe er begrænset af plads og fly normalt er begrænset af vægt. Derfor vil udsvinget mellem priserne ofte være større i takt med en tungere last. Nedenfor har vi specificeret, hvordan prisen udregnes på henholdsvis sø- og luftfragt.
Søfragt
Inden for søfragt findes der to mulige måder at transportere sit gods hjem på: LCL og FCL. LCL (Less than Container Load) betegner en stykgodsforsendelse, som er relevant ved ‘mindre’ forsendelser. Her deles flere importører om en container, og som tommelfingerregel siger man, at alt gods, som fylder under 15 m3, med fordel kan sendes som stykgods. Modsætningsvis er FCL (Full Container Load) relevant, når du har mere end 15 m3 og derfor har mulighed for at fylde en hel container selv.
Prisen for LCL beregnes på baggrund af volumen (kubikmeter / m3), som er en betegnelse for hvor meget godset fylder. Jo større volumen, des højere er prisen.
Det vil desuden spille en rolle ift. prisen hvor i landet dit gods skal afhentes, hvis du handler på EXW-terms. F.eks. hvis dit gods skal afhentes flere hundrede kilometer inde i landet i Kina, så vil omkostninger til indhentning af dit gods være væsentlig højere, end hvis din leverandør holder til i Shanghai, som er en havneby.
Herunder kan du se et eksempel på, hvordan den totale transportomkostning er opdelt ift. transportprocessen. Eksemplet er baseret på 2 m3 og 500 kg EXW Shanghai til København:
Afhentning: DKK 756
Eksport fortoldning / udførsel: DKK 95
Eksport håndtering af godset: DKK 695
Selve fragten: DKK 498
Import fortoldning / toldbehandling: DKK 295
Import håndtering af godset: DKK 565
Levering: DKK 400
Totale transportomkostninger: DKK 3.303
Som du kan se af ovenstående skildring, er selve fragten typisk ikke særlig dyr. Derimod vil afhentning, levering og håndtering af godset oftest være de dyreste poster.
Læs mere om prisberegning på LCL her.
Prisen for FCL
Prisen for en fuld container-fragt svinger en del. Dette skyldes det basale princip om udbud og efterspørgsel, som ligeledes gør sig gældende på de fleste andre markeder. Hvis en given handelsrute oplever overkapacitet af containerskibe, så falder prisen, og omvendt. Desuden vil valuta, olie og andre tillæg, som congestion, war risk surcharge og peak season surcharge også have indflydelse på prisen. Disse svingende priser vil du kunne se, når du søger transportpriser hos Transporteca eller en anden given speditør måned for måned, hvor raterne opdateres.
Jf. ovenstående eksempel viser LCL-raterne langt mindre udsving, da selve søfragten kun er en lille del af de samlede omkostninger for LCL-forsendelser, hvor de tunge omkostninger ligger i afhentning, eksport- og import-håndtering, samt levering.
Luftfragt
Hastigheden er uden tvivl den mest fremtrædende forskel på søfragt og luftfragt. Hvis du har behov for at få dit gods frem hurtigt, så vil du være ‘nødsaget’ til at benytte dig af en luftfragtsforsendelse, som tager mellem 3-12 dage – afhængigt af hvor i verden du importerer fra og hvilken service, du bestiller.
Luftfragt kan typisk inddeles i to kategorier: Standard luftfragt og kurer. Nedenfor gennemgår vi begge transportformer ift. hvordan prisberegningen foregår.
Standard luftfragt
Prisen ved standard luftfragt er fastsat ud fra den ‘volumetriske vægt’, måske bedre kendt som ‘fragtpligtig vægt’. Det betyder i praksis, at prisen beregnes ud fra en dimensionsfaktor, som på forhånd er fastsat af det pågældende flyselskab, som transporterer dit gods.
Den volumetriske vægt betegner en forsendelses vægtfylde, som afspejler volumen (den plads forsendelsen optager) i forhold til dens vægt. For at bestemme din forsendelses volumetriske vægt skal du blot dividere din forsendelses rumfang i kubikcentimeter med 6.000, da dette svarer til den normale dimensionsfaktor pr. kilogram for standard luftfragt.
Dette svarer også til 166,67 kilogram pr. kubikmeter. Denne dimensionsfaktor er bestemt ud fra flyets lastekapacitet, og vægten på dit gods ift. volumen på dit gods vil derfor have indflydelse på prisen. Hvis du f.eks. har 1 m3 gods, som vejer 100 kg, så vil du uanset den faktiske vægt skulle betale for 167 kg. ved standard luftfragt. Har du derimod 1 m3 og 500 kg, så vil du naturligvis skulle betale for de 500 kg.
Prisen afhænger af hvilken rute man flyver på. Den fastsættes af flyselskaberne på baggrund af princippet om udbud/efterspørgsel – ligesom for søfragt. Dette i kombination med speditørens evne til at købe ind: Hvis f.eks en speditør har stor volumen fra Bangladesh til Danmark, fordi de har nogle store kunder som importerer cowboybukser, så har de sandsynligvis også en god rate på den pågældende rute, som de kan tilbyde andre kunder.
Derudover vil prisen for luftfragt ofte afspejles i valutakurser, brændstofstillæg samt transittid, hvor prisen øges i takt med at transittiden nedsættes.
Søfragt versus luftfragt
Som tommelfingerregel kan du regne med, at hvis dit gods fylder mindre en 0,5 m3 og vejer mindre end 100 kg, så vil luftfragt ofte kunne konkurrere med søfragt prismæssigt, da man ved søfragt altid bliver afregnet for minimum 1 m3 – også selvom den faktiske volumen er mindre. Når du importerer mere end 0,5 og 100 kg, så vil søfragt altid være den billigste løsning. Men det afspejles naturligvis også i transittiden, som afhængigt af ruten kan tage op til 43 dage med sø fra f.eks. Kina.
Kurer
Du har måske allerede hørt om DHL, Fedex, UPS og TNT? Disse er alle store spillere på markedet, og fælles for dem alle er, at de er dedikerede transportvirksomheder med egne fly, lastbiler og distributionscentre. Dette er en væsentlig forskel ift. standard luftfragt, hvor transport af passagerer er det primære produkt, og godstransport er ‘biproduktet’. Kurererne er bedst kendt for håndtering af mindre pakkeforsendelser, men de kan faktisk også håndtere større palleterede forsendelser. Kurernes force er klart deres infrastruktur, som er optimeret og automatiseret til en super effektiv håndtering af diverse fragtforsendelser, som i løbet af 48 timer kan flytte sig fra et kontinent til et andet.
Ligesom ved standard luftfragt er det også vægten, som har den afgørende betydning ved kurertransport. Og på samme måde vil du i nogle tilfælde være nødsaget til at tage hensyn til din forsendelses volumetriske vægt, når du skal beregne transportpriser.
Til at afgøre hvilken vægt prisberegningen sker på, skal du først fastslå, hvilken bestemmelse din forsendelse falder under: volumetrisk vægt eller den faktiske vægt. Den største af de to vil være den fakturerbare vægt, som er den der bruges til at beregne transportpriser ved både standard luftfragt og kurer. Det vil med andre ord sige, at du skal gå ud fra den volumetriske vægt som din fakturerbare vægt, såfremt denne overstiger den faktiske vægt på din forsendelse.
Ved kurerforsendelser vil den fragtpligtige vægt typisk ligge på 200-250 kg. pr. kubikmeter afhængigt at den specifikke kurer. Dette svarer også til en dimensionsfaktor på 5.000 eller 4.000 kubikcentimeter pr. kilogram. Denne information vil typisk være tilgængelig på kurerens hjemmeside.
Eksempel: Lad os sige at du skal importere en pakke på 0,3 m3 med en faktisk vægt på 25 kg. For at udregne den volumetriske vægt og dermed vide, hvilken bestemmelse din pris vil blive udregnet efter, skal du først og fremmest omregne m3 til cm3, det vil sige 0,3 m3 x 1.000.000 = 300.000 cm3. Herefter dividerer du med 5.000 (eller anden fastsat dividend af kurerselskabet) = 60 kg.
Hermed har vi fastslået den volumetriske vægt til 60 kg, som er højere end den faktiske vægt på 25 kg, og du vil i dette tilfælde skulle betale for de 60 kg i fragtomkostninger, selvom din pakke reelt set vejer mindre.
Hvordan udregnes transportpriser ved vejtransport?
Som nævnt vil godstransport inden for Europa oftest foregå med lastbil, og der vil altid være tale om en dør-til-dør-forsendelse (EXW). Lastbilerne kører typisk efter faste køreplaner på tværs af Europa med daglige eller ugentlige afgang, hvorfor du også oftest vil kunne regne med afhentning dagen efter, du har bestilt din transport.
Vejtransport kan oftest opdeles i kategorierne: stykgods (LTL: Less than Truck Load), Partloads og Full Loads (FTL: Full Truck Load). Definitionerne bruges ofte i flæng fra speditør til speditør. Vi har forsøgt at opridse betydningen af dem hver især herunder:
LTL (eller stykgods) bruges typisk om 1-2 paller, og betyder i praksis, at man køber X antal pallepositioner i en lastbil, og dermed deler transportomkostingen med andre importører. Oftest vil godset blive afhentet af en mindre lastbil og herefter transporteret til et lager, hvor godset bliver omlastet til den store eksportbil. Når godset rammer modtagerlandet, skal det igen indenom destinationens nærmeste lager til endnu en omlastning, inden godset bliver leveret med en mindre bil.
Partloads beskriver ofte forsendelser på tre eller flere paller. Denne type forsendelse vil ofte blive afhentet og leveret direkte af den store eksportbil. Eksportbilen skal stadig ind forbi lageret og lastes med andre stykgodsforsendelser, men du sparer håndteringen på de to lagre, da godset ikke skal omlastes. Dette regnestykke giver kun mening, hvis forsendelsen er 3+ paller, ellers vil håndteringsomkostningerne typisk være billigere end at sende den store eksportbil ud til både afsender og modtager. Partloads er desuden god til ukurant gods, som kan være svært for lageret at håndtere. Det kan f.eks. være en båd på en trailer.
FTL (Full Truck Load) bruges om en fuld lastbil. Det betyder, at du som kunde køber hele lastbilens kapacitet, som er 33 pallepositioner (eller ca. 90 m3) i en normal gardintrailer. Om vejtransport bruges også begrebet ‘ladmeter’ til at beregne lastbilens kapacitet. En almindelig gardintrailer kan rumme 13,6 ladmeter.
Når du køber den fulde kapacitet på en lastbil, slipper du samtidig for at at godset skal håndteres og omlastet undervejs, da eksportbilen kører direkte fra afsender hjem til dig som modtager. Det betyder også, at du kan regne med en noget kortere transittid.
Typisk siger man, at det kræver en halv fyldt lastbil, før det kan svare sig med en full load frem for en part load-forsendelse.
De fleste speditører og/eller vognmænd har faste rater på stykgodsforsendelser, som er bestemt ud fra volumen og afstanden, som godset skal transporteres. Hvert land er forhåndsinddelt i zoner, og prisen er således baseret ud fra hvilke zoner, transporten starter og ender i. På den måde kan speditøren nemt finde en pris ved at slå op i sine respektive zonekort. Hertil kommer der et tillæg til olie, og derudover vil særlig håndtering af godset medføre yderligere omkostninger.
Prisforskellen på almindelig vejtransport og kurer
De tidligere nævnte kurerer arbejder også inden for Europa, hvor de ligeledes kan være behjælpelige med en hurtig og billig pakketransport. Typisk siger man, at hvis en forsendelse fylder mindre end 1 m3 og vejer mindre end 400 kg, så vil det oftest være fordelagtigt at benytte sig at et kurerfirma til at håndtere sin transport. Alternativt skal du sende mere end 1 m3, som vejer mere end 400 kg, og så vil den billigste løsning være at benytte en traditionel vognmand.
Dog er der et mindre tidsperspektiv, som naturligvis for nogle, også vil spille en rolle. En kurer vil typisk have en transittid på 2-3 dage på tværs af Europa, hvorimod en vognmand ofte skal bruge 4-7 dage for stykgodsforsendelser. FTL kan klares hurtigere, da vognmanden her kan køre direkte fra A-B uden at skulle forbi de lokale lagre til omlastning.
Det skal du huske!
Her følger en kort opsummering af de vigtigste ovenstående pointer.
Det er vigtig at huske på, at transportpriser ikke altid inkluderer alt. For godstransport inden for Europa vil transporten fra A-B + toldbehandling altid være en del af prisen, men vær opmærksom på at særlig håndtering af godset altid vil medføre en ekstra udgift. Derfor skal du huske at forhøre dig hos din udvalgte speditør, hvis du f.eks. skal bruge en lastbil med lift, eller hvis du ønsker afhentning i et specifikt tidsrum.
Ved oversøisk transport afhænger omkostningerne af de aftalte incoterms, og ud fra de handelsbetingelser, du handler på, ved du også, hvem der bærer ansvaret og omkostningerne for de 7 elementer i transportprocessen.
De transportpriser, du får her på siden eller fra en anden speditør, er altid kun relateret til transporten. Det betyder også, at omkostninger relateret dine varer, dvs. told (og evt. moms når du importerer som privatperson) skal betales separat og skal afregnes med dine lokale toldmyndigheder.
Hvordan finder jeg transportpriser på transporteca.dk?
Vi håber at ovenstående har klædt dig godt på til din næste transportbooking, og at du fremadrettet ubesværet kan afgøre hvilken transportløsning, der passer bedst til dit transportbehov.
Hos Transporteca finder du nemt og hurtigt transportpriser på både både sø, luft og vejtransport. Du vælger blot den type gods du skal sende: stykgods, paller eller pakker og specificerer dine forsendelsesdetaljer. Herefter hjælper vi med all-in priser – uden skjulte gebyrer. Når du har fundet den løsning, som passer dit behov, kan du booke transporten direkte online, hvorefter speditøren og din leverandør automatisk vil blive underrettet om din transportbooking.